Hele skabningen fryder sig over Dig

“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.” Matthæus kap. 10, 32-36.

For nogle betyder dette, at vi skal være hårde mod dem, der ikke følger kirken. Vi skal bruge sværd – verbale sværd og eventuelt også sværd af jern. Vi skal ikke vise barmhjertighed, det lader vi Gud om.

En af lederne for den milits, der begik massakren i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Chatila (1982) fortalte således: »Efter en uge med tortur og drab gik jeg i kirke for at tilstå mine synder. Men det var nyttesløst, for jeg så det ikke som en synd at dræbe palæstinensere.«

Men ingen misforståelse af Skriften kan være større og mere tragisk!

Jesus fortæller os, at vi skal elske vores fjender. Det han mener med sværd er, at kærlighed i sig selv er et sværd. Når vi møder vrede, had og hævn med kærlighed, så forpurrer vi den ondes list. Kærligheden er det stærkeste våben mod ondskab og gudløshed, og derfor bringer det ondskaben helt op i det røde felt.

Alle kender formentlig fornemmelsen af, hvor ulideligt omsorg kan føles, når man er rigtig ked af sig selv. Når hjertet gør ondt, kan man nemt fortolke andres omsorg som hykleri, og kalde den for øgenavne. Kærligheden kan føles svidende! Derfor siger Paulus: “hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved” i Romerbrevet 12, 20.

Den troende, som uden vaklen holder sig til Kristus, elsker naturligvis sin gudløse bror, søster, søn, svigermor o.s.v. Han vil altid være kærlig, men det er ikke det samme som at være rar, udglattende og kompromissøgende. Tværtimod! Han holder fast både i sin kærlighed til Kristus og til sin søn, uanset om hans elskede søn bliver vred, smækker med døren, og provokerer i trods. Han omfatter den gudløse med kærlighed, om han så tegner karrikaturtegninger af Jesus.

Den kristne viser kærlighed, den gudløse reagerer med krig. Det er den gudløses valg – ikke den kristnes. “Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.”

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 30. maj, 2010 | Ingen kommentarer »

Var syndfloden verdens undergang? Nej! Var det dommedag? Heller ikke! Det var bare massedød. Og så var det en konsekvens af menneskets onde gerninger.

Det samme med klimasammenbruddet. Det er heller ikke dommedag. Det er bare, at vi saver den gren over, vi sidder på. Det har mennesket til enhver tid gjort, og nu gør vi det igen.

Som sædvanlig vender vi virkeligheden på hovedet, og kalder dem der advarer mod klimasammenbruddet for utopister, hvor mærkeligt det end kan lyde. Men forklaringen skal være, at klimatruslen blot er et skalkeskjul for at indføre den skinbarlige kommunisme. Så fik I den Hedegaard og Fogh! For hvorfor tage sig af alle disse advarsler, når det nu går så godt? Men hov, var det ikke også det man sagde for blot 2 år siden? At økonomerne godt kunne skrive lærebøgerne om, og at fra nu af voksede træerne ind i himlen. Men det gør de jo ikke, må mange danskere uden job og på fallittens rand i dag erkende.

Alt imens pumper vi gigantiske mængder af CO2 ud i atmosfæren, og bevæger os fra den ene varmerekord til den anden. Varmen smelter permafrosten i Sibirien og Canada og enorme mængder af metangas frigøres. Metangassen accellererer brat opvarmingen, og snart er verden ikke til at leve i længere. Men det gør ikke noget – det er ikke dommedag. Det er bare en forsmag på helvede.

Vi har jo prøvet det før. Menneskeheden overlevede både første og anden verdenskrig. Vi overlever nok også et klimasammenbrud. Mon også vi lærer af det?

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 26. februar, 2010 | Ingen kommentarer »

Naturligvis har Søren Krarup ret i, at det må være hykleri, hvis man har travlt med at “elske” mennesker på den anden side af jorden, men ikke formår at elske sine egne. Men hvem tilkommer det at dømme? Gud fordrer (hvis man må have lov at låne dette krarupske præferenceord et øjeblik) tværtimod, at vi ikke dømmer andre mennesker.

Kærlighed er uendelig meget større end den familieegoistiske pligtkærlighed, der tilsyneladende fylder Krarups indre univers.

Kærlighed starter med Gud, og det er vel sagtens der, den for de fleste af os viser sin begrænsning. Det er Guds kærlighed vi skal lade os fylde med. Ubundet af jordiske lyster og begæringer. Det er Gud Skaberen vi skal bøje os i taknemmelighed for, men hvor er det svært, når vi knapt nok kan elske dén næste, som vi kan sanse og begribe med vores lille hjerne.

Du skal elske dig  selv, og se med overbærenhed på dig selv og alle dine fejltagelser. Du skal ikke væmmes på grund af dine ækle handlinger, men tilgive dig – og prøve at gøre det bedre næste gang. Når du kører råddent i din bil, når du nedgør din ægtefælle, når du ignorerer dine børn, når du bagtaler din kollega, så skam dig ikke over dig selv! Hav i stedet medfølelse med din svaghed og lidenhed, og giv Gud det løfte, at du ikke vil gøre det igen. Men pisk ikke dig selv, for så puster du til ilden fremfor at slukke den.

Og omvendt: når du bliver presset i trafikken, når din ægtefælle behandler dig dårligt, når dine børn griner af dig, og når dine kolleger truer dit levebrød, så hav medfølelse med dig selv, din svaghed og lidenhed, og giv Gud det løfte, at det onde ikke må nedbryde din kærlighed. For netop det er den ondes mål.

Dine nærmeste føler du helt naturligt et skæbnefællesskab med. Når det går dem dårligt, er det som om, at det går dig selv dårligt. Kærlighed kan ikke gøres op i forsørgelse, lommepenge, kvalitetstid og komfort. Det er snarere, at du tager del i din ægtefælles sorg og bekymring – svaghed og lidenhed. At du beder om at bære deres kors.

Din kærlighed er at hjælpe den, som er i akut nød. Det er ovenikøbet i mange tilfælde et lovkrav – altså en verdslig pligt, når det er en person, du sådan nærmest falder over.

Ægte kærlighed er ubetinget. Der er ikke noget med, at du skal have noget igen. Gud elsker, at du tænker kærligt, og at du handler på din kærlighed. Han tilgiver dig din indre modstand, men selv den mindste gnist af kærlighed binder et bånd mellem dig og Gud. Så hjælp ikke kun ham den sønderslåede, du er faldet over, men også hende der lider i Haiti. Dit offer er elsket af Gud, hvor småt det end er, og dets virkning er også elsket af Gud.

Tænk, at Gud endda ønsker, at du skal elske din fjende! Så langt skal din kærlighed søge at række, for det får fjendskabet til at forsvinde som dug for solen. Du klarer det formentligt ikke, men Gud ønsker at du forsøger af hele dit hjerte. Han ønsker det af kærlighed til Dig.

For hvordan kan du træde ind i det evige rige, hvis dit hjerte rummer had? Had er ondt, og har ingen plads ved Guds side. Når du identificerer dig med dit had, når du hæger om din selvretfærdighed og lidelse, kan du ikke på samme tid tage imod Guds evige fred. Derfor er du nødt til at frigøre dig fra nid og nag og tilgive dem, der har øvet ondt imod dig. Vil du lade de mennesker, du kalder dine fjender, være årsag til din fortabelse?

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 21. februar, 2010 | Ingen kommentarer »

Gad vide hvor mange mennesker Søren Krarup skræmmer væk fra kristentro med sin udlægning af kærligheds-evangeliet? For sådan kan man godt kalde det Ny Testamente, som fortæller, at Gud elskede Verden så meget, at Han sendte sin enbårne søn, for at enhver som tror på Ham ikke skal gå fortabt, men have evigt liv. Det er Jesu ord til menneskene, som handler om kærlighed, ja selv den mest umulige kærlighed – fjendekærligheden. Guds fordring til os går langt videre, end blot at drage omsorg for vores egne børn, for hvem gør ikke det?

Fordi kærligheden er hellig og dyrebar, advarer Jesus mod det bedrageri mod kærligheden, som består i at hykle. Det er for eksempel farisærerne, der giver rundhåndede bidrag til tempelkassen alene for at virke fromme i andres øjne. Eller de skriftkloge som forbyder Jesus at helbrede på sabbatdagen.

Søren Krarup har stirret sig blind på denne advarsel, og er kommet til at forveksle kærlig handling med hykleri. Derfor stiller han det umulige krav, at næstekærlighed kun kan være en ”øjeblikkets gerning, som ikke ved af sig selv”. Men det er ikke Guds ”fordring” – det er et ideal, noget vi skal stræbe efter. Fordi vi mennesker har en bevidsthed, kan vi jo dårligt undgå at kende og reflektere over vores handlinger. Men det skal da ikke tjene som dårlig undskyldning for at vende ryggen til andres lidelser.

Den tankegang, som Krarup repræsenterer, er en mærkelig kroget én, som siger: Hvis jeg føler medlidenhed med for eksempel jordskælvsofrene i Haiti, så er det bare fordi, at jeg i forfængelighed og stolthed vil gøre mig til af at være kærlig. Så er det nok Gud mere velbehageligt, at jeg giver lidt ekstra lommepenge til mine børn. Jeg er jo mine børns næste! Det er en tankegang, som egentlig passer så godt med tidsånden, hvorefter godgørenhed kaldes at købe sig god samvittighed, fordi vi ”jo” i bund og grund bare er egoister.

Hvis man skal forstå lignelsen om den barmhjertige samaritaner ret, kan man for eksempel sammenholde den med Jesu ord om at elske sine fjender, for som han siger: ”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det?” Det er Guds ord! For den troende er der ingen undskyldning for ikke at forsøge at handle kærligt og uegennyttigt, for tro og kærlighed er to sider af samme sag. At vores synd klæber til alle vore handlinger, og selv de kærlige, det er et vilkår, som vi ikke må give op overfor, men arbejde møjsommeligt med. Og vi skal ikke regne med at blive så hellige, at den ene hånd vitterligt ikke ved, hvad den anden giver, men vi må alligevel gøre vores bedste.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 13. februar, 2010 | 3 kommentarer »

To unge munke tog ned til byen for at sælge deres produkter. Der skiltes de fra hinanden en kort tid, og i den tid faldt den ene af dem i kødelig synd. Bagefter var han så flov, at intet kunne få ham til at vende tilbage til ørkenen.

Gå du blot. Jeg bliver her, sagde han til den anden, da de mødtes igen. Hvorfor, min bror, hvad sker der med dig? spurgte den anden ham med kærlighed, uden anelse om årsagen. OK, når du nu insisterer, så skal jeg fortælle dig. Da vi skiltes, begik jeg utugt. Nu har jeg mistet min sjæl. Hvad skal jeg så i ørkenen?

Den renfærdige unge blev rystet over at høre, hvad der var hændt hans bror, men han viste det ikke. For at få ham ud af håbløshedens klør, lod han som om det samme var sket for ham.

Lad os tage tilbage til ørkenen, bror, og kæmpe sammen, sagde han med tårer i øjnene. Gud, som den menneskekærlige fader Han er, vil tilgive os for vores anger.

Med disse og andre trøstende ord overtalte han ham til at følge sig. Da de kom op til klosteret skriftede de og fædrene pålagde dem en hård bod. Et helt år angrede og kæmpede den uskyldige sammen med den skyldige, og tog al den skam på sig for en synd han ikke engang havde tænkt på at begå. Gud tog imod hans offer og belønnede ham på denne måde:

En af munkene i klosteret, hørte en nat, mens han bad, en stemme sige: På grund af den uskyldiges store kærlighed, tilgiver jeg den skyldige. Efter denne forsikring ophævede fædrene boden, de var blevet pålagt, uden nogensinde at finde ud af, hvem af dem, der var den skyldige.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 6. december, 2009 | Ingen kommentarer »

Engang aflyttede en munk ud af hellig bekymring et møde mellem dæmoner.

Til mødet var der samlet mange dæmoner, og de drøftede hvordan de kunne kaste menneskene i synd.

En sagde: “Vi skal fortælle folk, at Gud ikke findes.” En anden sagde: “Vi skal fortælle folk, at der hverken findes helvede eller paradis.” En tredie: “At der ikke findes uendeligt liv.” En fjerde: “Vi skal friste dem til blasfemi.” En femte: “Vi skal få dem til at sælge deres krop, til at begå incest og alle mulige andre kødelige synder.” Alle dæmonerne ytrede hver deres mening.

Til sidst spurgte de en dæmon, som slet ikke havde sagt noget: “Hvorfor siger du ikke din mening?” Så sagde han: “Jeg siger, at vi skal sige til folk, at Gud findes, at der findes et liv efter døden, at helvede og paradis eksisterer. Vi skal bare også sige til menneskene, at de endnu har tid til at angre”.

Alle blev enige om dette, og de tog beslutning om at give folk det råd, at de skal leve mange år endnu, og at de kan vente længe med at angre.

Den gode munk blev forfærdet over dæmonernes fælde og bad inderligt Gud om at oplyse menneskene, så de ikke måtte falde i.

Fra Evergetinos

Ja, dæmonerne har vist mere end sejret, for selve det at angre – at omvende sig – er blevet glemt.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 23. november, 2009 | 3 kommentarer »

Det er tåbeligt, det er galskab, at fylde sin garderobe med tøj og samtidig være ligeglad med et menneske, et menneske som er skabt i Guds billede, som er nøgent, ryster af kulde og næsten ude af stand til at stå oprejst.

Du siger: “Men fyren lader bare som om han ryster og er svag.” Og hvad så? Hvis den stakkels fyr “spiller”, så gør han det fordi han er fanget mellem sin egen ynkelighed og din grusomhed. Jo, du er grusom og skyld i umenneskelighed. Du ville ikke have åbnet dit hjerte for hans elendighed, havde det ikke været for hans spil.

Hvis det ikke havde været nødvendigt, hvorfor skulle han da ydmyge sig selv sådan, bare for at få en bid brød? Tiggerens selvopfundne historie er bevis på din umenneskelighed. Hans bønner, hans tiggen, hans klager, hans tårer, hans daglange vandren byen rundt har end ikke givet ham det mindste at leve af. Det er måske årsagen til at han “spiller”. Men skammen og skylden over hans opfundne beretning falder mindre på ham end på dig. Han har faktisk ret til at blive ynket, sådan som han befinder sig dernede “på bunden”. Du på den anden side fortjener straf 1000 gange for at have nedgjort ham sådan.

Af den hellige Johannes Chrysostomos (347 – 407) , biskop af Konstantinopel, vedrørende 1. Korinterbrev 21,5.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 16. november, 2009 | Ingen kommentarer »

I den hellige by var der en meget from nonne, som gjorde fremskridt i Guds tjeneste. Djævlen afskyede kvinden, og plantede derfor et satanisk begær efter hende i en ung mands hjerte. Den vidunderlige kvinde opfattede djævlens list og forudså den unge mands ruin. Derfor puttede hun nogle opblødte bønner i en kurv og gik ud i ødemarken. Ved sin tilbagetrækning bragte hun fred og klarhed til den unge mand, mens hun selv opnåede den sikkerhed, som kommer af ensomhed.

For at hendes dyd ikke skulle forblive ukendt, skulle en munk ved Guds forsyn finde hende i ødemarken ved den hellige Jordan. Han sagde til hende: “Moder, hvad gør du her i ødemarken?” For ikke at afsløre sig for munken, sagde hun: “Tilgiv mig, jeg er faktisk faret vild. Men af barmhjertighed, fader, og for Herrens skyld, vis mig min vej”.

Ved guddommelig inspiration vidste han alt om hende. Han sagde til hende: “Tro mig, moder, du er hverken faret vild, eller på udkig efter din vej. Du ved at løgne kommer fra djævlen, så fortæl mig, hvorfor du er her”-

Så sagde jomfruen til ham: “Tilgiv mig fader, en ung mand var i fare for at falde i synd på grund af mig, og af den årsag søgte jeg ud i ødemarken. Jeg tænkte at det var bedre at dø her, fremfor at være anledning til at volde anstød, som Apostlen siger”. (2. Kor. 6,3)

Den ældre svarede: “Hvor længe har du været her?” “Sytten år, ved Guds nåde” svarede hun. “Hvad spiser du?” Hun viste ham kurven med bønner, og sagde til munken: “Jeg bragte denne kurv med nogle få opblødte bønnermed mig fra byen, og så mægtigt har Guds forsyn været, at jeg har kunnet spise af dem lige siden, uden at de er blevet færre. Og det skal du vide, fader, at Hans godhed har beskyttet mig i alle disse sytten år, så at ingen mand nogen sinde har kastet sine øjne på mig, indtil du gjorde det i dag. Men for min del kunne jeg se dem alle sammen “.

Da munken hørte dette, priste han Gud.

Fra “The Spiritual Meadow” af John Moschos, der beretter en lang række kristne fortællinger fra det 6. århundrede. Den hellige Munk Johannes drog med sin unge kompagnon Sofronios (og senere biskop i Jerusalem) rundt til en lang række klostre i Mellemøsten, hvor de boede kortere eller længere tid. Bogen rummer, hvad de blev fortalt på vejen.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 3. november, 2009 | Ingen kommentarer »

Større provokation kan man næsten ikke forestille sig. En fornægtelse af al “almindelig” visdom, en hån mod de fleste forældres opdragelse, det modsatte af hvad vi dagligt fodres med i film, underholdning og medier. Som ofte er Jesus igen “den omvendte verden”. Helt bogstaveligt!

“Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til” (Matt. 5, 39)

Men det falske evengelium, der prædikes i Hollywood er: Slå igen, slå igen dobbelt! Ja, slå til inden du selv bliver slået! Og det er ikke kun Hollywood, for Hollywood genfortæller bare den historie, som i forvejen er gældende i samfundet. Det så vi i Aghanistan – og i Irak. “Preemptive strike” kaldes det.

Moderne helte sidder i en flyvende fæstning og kaster atomvåben i hovedet på en forsvarsløs befolkning. Moderne helte sidder i en højteknologisk helikopter og bomber ruiner, hvor mennesker forgæves søger ly, sønder og sammen. Moderne helte trykker på en knap og udløser ragnarok.

Virkelige helte vender den anden kind til.

Inspiration fra “In Communion”

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 1. november, 2009 | Ingen kommentarer »

Da en ung mand fik besøg af Helligånden, angrede han sine synder så dybt, at han forlod verden, og drog ud i det øde. Der byggede han en hytte, og græd hver eneste dag med stor smerte over sine synder. Men intet kunne lindre ham.

En nat, mens han sov. viste Jesus sig for ham omgivet af det himmelske lys. Han gik kærligt nær ham:

“Hvad er der, menneske, siden du græder med så stor smerte?” spurgte Han mildt.

“Jeg græder Herre, fordi jeg er faldet” svarede synderen uden håb.

“Åh, så rejs dig da!”

“Jeg kan ikke selv, Herre”

Kærlighedens Herre rakte ham hånden, og hjalp ham op. Synderen holdt imidlertid ikke op med at græde.

“Hvorfor græder du nu?”

“Jeg har ondt, min Kriste, fordi jeg gjorde Dig ondt. Jeg bortødte din nådes rigdomme”.

Den menneskeelskende Hersker lagde derefter sin hånd på den forpinte synder og sagde muntert: “Fordi du har så ondt for min skyld, har jeg ikke længere ondt over det passerede”.

Den unge løftede sit blik for at takke sin Frelser, men Han var der ikke længere. Hvor Han havde stået, havde der dannet sig et kæmpemæssigt lysende kors. Befriet fra byrden af sine synder, faldt han ned og tilbad”.

Fyldt af taknemmelighed efter dette syn, begav den unge sig igen tilbage til samfundet, hvor han blev en varm forkynder af omvendelse og ledte mange andre syndere til Kristus.

Fra Evergetinos

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 29. oktober, 2009 | Ingen kommentarer »